Mindeord om Tage Lægaard Jensen

Søndag den 13. juli 2014 afgik Tage Lægaard Jensen ved døden og jeg har siden erfaret, at afdødes enke Dorith Buhl Jensen godt kunne ønske et bedre eftermæle. Vi er mange herinde, som gennem vores deltagelse på forum på den gamle harmony-lobell side ved meget om, hvad der er foregået gennem årene. Denne viden vil jeg trække på og jeg vil give en noget mere nuanceret og fair beskrivelse af Tage Lægaards virke og dermed et også bedre eftermæle. Jeg håber dermed i nogen grad at imødekomme enkens ønske.

Der vil også senere komme en noget anderledes beskrivelse og fortolkning af hændelserne i Tages spilleklubber end, hvad der har været fremme i pressen. Det bliver en tilføjelse i dokumentet OmKlubharmony. Når det er på plads, vil foregående sætning blive erstattet af et link. Det vil forhåbentlig efterlade et andet indtryk hos læseren end af bare et udspekuleret svindelforetagende og egentlig nok mere et udtryk for Tage Lægaards alt for optimistiske tilgang til spil. Hans gerninger angående klubberne skal selvfølgelig ikke bortforklares og da slet ikke, da jeg gennem tiden også har skrevet med nogle af de uheldige klubmedlemmer. En af disse havde erklæret, at han havde været naiv og for godtroende, men det værste var for ham, at han havde overbevist sin søn til at investere et større beløb i en af klubberne med en forventning om en forrentning i løbet af det års tid, hvor han var udstationeret som soldat i Afghanistan.

Jeg betragter sagen med konkursen som en stor personlig tragedie for alle de involverede.

I dagene efter dødsfaldet har der været skrevet en del på flere websider og jeg bemærkede, at nogle af de folk som havde mødt Tage Lægaard f.eks. på en af de mange Europa weekender, beskrev Tage som en venlig og rar mand. En af de som har været aktive på det gamle forum på Tages side er personen med brugernavnet Færingen, der en overgang i 2003/2004 var Admin og Redaktør på forum på harmony-lobell. Igennem sin rolle skrev Færingen lidt frem og tilbage med Tage og han fik indtryk af et sødt og rart menneske endda nærmest lidt julemandsagtig.

Jeg selv oprettede mig først som bruger i november 2005, men jeg havde faktisk fulgt med på harmony-lobell siden fra 2001, hvor Tage oprettede en web side om en travhest, som blev solgt på anparter og som lagde navn til siden. Gamle websider kan faktisk genses i et onlinearkiv, som jeg har besøgt meget især fra sommeren 2013 og frem. Det er tydeligt at tilbage ved begyndelsen af sidste årti, så vi en helt anden Tage Lægaard end i de sidste år. De første år efterlader et indtryk af en engageret og velskrivende Tage. I begyndelsen debatterede Tage også offentligt, men med tiden trak han sig mere og mere tilbage. Desværre som følge af ubarmhjertig og af og til uretfærdig kritik. Noget som alle der opnåede at blive redaktører på Tages forum kan tale med om, for vi blev også ramt. Kritikken var så hård, at Tage ønskede at komme væk fra kritikken tilbage i 2008 og han havde endda givet udtryk for tidligere i marts 2007, at han overvejede at lukke forum på harmony-lobell. Siden lukkede han så forum i forbindelse med, at han med egne ord lod harmony-lobell indgå i en større spilleside. Dengang i 2008 blev jeg ret vred over lukningen af forum, men her i 2014 må jeg indrømme, at jeg fuldt ud forstår Tages beslutning. Det er egentlig også lige meget, da et forum svarende til det gamle forum findes i dag på harmony-odds.

I et eftermæle skal der også omtales Tages meget store flid både som skribent på Dagbladet Holstebro-Struer og gennem diverse freelance ansættelser. Han fik alligevel også tid til at skrive mange artikler på hobbysiden harmony-lobell og i forbindelse med spilleklubberne, må der været gået meget tid med at skrive deltagerbeviser samt udsendelser af gevinst checks til medlemmerne. Dertil kommer opdatering af klubregnskaber med mere.

Vi læste ofte om Tages problemer med ryggen og der var også problemer med armen. Noget som får mig til at tænke lidt på Jeppe Aakjærs digt om Jens Vejmand. Analogien passer efter min mening bedst med sidste vers:

Der staar paa Kirkegaarden
et gammelt frønnet Bræt;
det hælder slemt til Siden,
og Malingen er slet.
Det er saamænd Jens Vejmands.
Hans Liv var fuldt af Sten,
men paa hans Grav — i Døden,
man gav ham aldrig én.

For Tages bortgang er ikke beskrevet med et eneste ord inde på spillesiden odds1. Dette er ikke skrevet i bitterhed, for det råder Tages gamle forum naturligvis bod på og dermed ophæves analogien med sidste vers.

Æret være mindet om Tages menneskelige egenskaber og store flid.

Gargamel - medAdministrator og redaktør på harmony-lobells debatforum.

.